Emergency Room Mobile- Alt det, der sker i passagen

Kunstner Thierry Geoffroys internationalt kendte kunstformat Emergency Room er blevet mobilt. Den 15. marts 2013, kl. 15.00 mødes den første gruppe deltagende kunstnere på Nørreport Station i København. De har hver taget deres værker under armen sammen med værktøj og redskaber til hurtig opsætning. Midt i det travle gadebillede omkring Nørreport Station stopper kunstnerne, sætter et værk op og begynder at diskutere værkets betydning og budskab med de forbipasserende, mens TV-producer Jella Bethmann dokumenterer processen. Værket tages ned og kunstnerne går videre til næste udvalgte visningssted, sætter et nyt værk op og påbegynder igen diskussionen med de forbipasserende. De deltagende kunstnere er Nadia Plesner, som viser et værk om dilemmaet i klimadiskussionen om den globale opvarmning; Martin Martesen med et værk om romaernes integration i det danske samfund; Copyflex (Åsmund Boye Kverneland), der viste et lydværk om de 150 milliarder der planmæssigt skal bruges på krig, mens der er nedskæringer på andre vigtige områder i samfundet såsom sundhed og uddannelse; Victor Vidal der i sit kunstværk stiller spørgsmål til dansk blokpolitik og forholdet mellem den røde og blå fløj.

Visning i passagen

Visningsstederne for værkerne er alle præget af vejarbejdeæstetik og stationens naturlige travlhed. Det skaber en forvirring og lettere kaotisk situation for opsætning, visning såvel som formidling af værkernes budskab. Samtidig er der en bevidst målrettethed tilstede blandt kunstnerne for de har afsat en bestemt tidsramme for visningsbegivenheden, har allerede udvalgt hvor deres værker skal vises, er trænet i improviserede opsætningsløsninger og har den rigtige energi såvel som grad af entusiasme for at kunne bringe værket i spil med de forbipasserende igennem korte intensive interviews, der ofte spontant udvikler sig til gade- diskussioner med flere deltagere. Kunstnerne synes at skabe en særlig passage på tværs af de andre bevægelser og dynamikker i stationsområdet. Passagen består af 3-5 værkvisninger med dertilhørende diskussioner. Der stoppes op i det man kunne karakterisere som byplanlægningens konkrete passager som cykelstier, overgangen fra gågade til vej, afspærringer, trapper med mere.

Det at være afsender af et budskab i en passage og forsøge at fange de forbipasserendes opmærksomhed leder tankerne til konstruktionen af butikspassager, der i dag er udviklet til gågader og indkøbscentre. I filmen The Creators ofShopping Worlds af Harun Farocki dokumenteres planlægning af sådan et kommercielt passagerum. Designere, arkitekter, sociologer og andre perceptions- og adfærdseksperter udvikler sammen hensigtsmæssige løsninger for et indkøbscenter. En hensigtsmæssig løsning henviser selvfølgelig i de kommercielle kredse til omsætning. Der arbejdes på at udvikle en model for indkøbscenteret, hvor de potentielle købere bliver ført igennem det passagelignende område. Uden selv at være klar over koreografien vil menneskerne stoppe op på de steder, hvor butikkerne er, og deres blikke vil fokusere netop på de reklamer sælgerne gerne vil fremhæve. Disse metoder er skjulte kommercielle strategier, som godt kan stilles overfor de kunstneriske strategier for organisation afvisning afværker på Nørreport Stations indhegninger, cykelstier og byggepladser samt udvikling af metoder til at indfange de forbipasserende, der gerne skal stoppe op og reflektere over værkernes budskab.

Også Walter Benjamin forbinder passagen til vores forbrugskultur i en storby. Han tager udgangspunkt i butikspassagernes popularitet i starten af det 19. århundrede og deres særlige flerfunktionelle natur. Passagen som et nyt sted i byen, der både er et gennemfartsområde og samlingssted, en plads uden at være trafikalt knudepunkt og et offentligt rum med en privat atmosfære, der også i sin arkitektur befinder sig i grænseområdet mellem ude og inde med sin udendørs facade og det typiske glastag, der giver ly. Walter Benjamins skrivestil i bogen Passageværket er lige så fragmentarisk som det parisiske miljø, han forsøger at give læseren et billede af. Bogen er en kollage med mange stemmer, der forsøger at mime indkøbscentrets fragmenterede æstetik med mange butiksvinduer på begge sider af en lang passage, der bombarderer køberne med hurtige indtryk. Denne aggressivitet i form af reklamer, informationer og billeder, der konkurrerer om vores opmærksomhed, holder sig i dag ikke inden for indkøbscentrets mure. Informationsoverflod og den fragmenterede æstetik mærkes også i åbne gader såvel som i hjemmet – ikke mindst igennem fjernsynet og på computeren. At se verden som en kollage af fragmenterede indtryk er så meget en del af vores omgivelser at den uundgåeligt påvirker hele vores tankeapparat.

Beskuerne der oplever de udstillede værker i området omkring Nørreport Stations får netop en oplevelse af at stå i et kaotisk gennemgangsrum, hvor de skal forsøge at forstå kunstværket samtidig med at utallige andre signaler fra byrummet er til stede. Beskuernes oplevelse er en slags mental kollage hvor værkets fysiske elementer kun er en del af oplevelsen, mens det egentlige værk ligger i dets perspektivering til det omkringliggende samfund.

Kunstnerne i passager

Kunstnerne der udstiller på Nørreport Station er selv placeret i en kulturel passage i kraft af, at de alle enten selv er af flerkulturel baggrund eller arbejder mellem flere kulturer. Man kan derfor sige at begrebet passage ud over at forklare den fysiske ramme for visningen af kunstværkerne, også er et billede på det mentale og kulturelle rum kunstnerne befinder sig i som borgere. For de flerkulturelle kunstnere handler det om passagen mellem deres tidligere liv og hverdag i deres eget land og kultur, som de har forladt, og det nye land og dets kultur, som de nu integreres i. For de kunstnere som ikke nødvendigvis selv er udlændinge, men arbejder som mæglere mellem flere kulturelle kontekster, er den mentale passage præget af oversættelsesproblematikker mellem de fremmede kulturer de møder i deres arbejde og deres velkendte danske forhold.

Denne evne til at være i et samfund og på samme tid stille sig kommenterende udenfor det, kan forklares med det særlige flerkulturelle blik, der skiftevis ser indefra ud og udefra ind. Kunstnernes sensibilitet og evne til at indfange forandringer mens de sker, afspejles også i kunstværkernes tematikker der alle behandler aktuelle forandringsprocesser i naturen og samfundet, som i Nadia Plesners værk om den globale opvarmning og måden den bliver præsenteret i samfundet; forandringsprocesser i den politiske sfærer som i Victor Vidals værk, der er en kommentar til den danske politik i dag, hvor forskellen mellem den blå fløj og den røde bliver mere uklar; eller forandringsprocesser i det juridiske som i Martins Martesens værk om Danmarks behandling af romaer.

Når kunstnere på denne måde arbejder i og med byen, træder de ofte ud af samfundet og hverdagens rutiner for til gengæld at blive integreret i byens øjebliksbillede. Kunstnernes omgang med byen kan forbindes til flanøren fra 1800tallets Paris, der igennem tilbagevendende byvandringer forsøgte at omforme storbyens indtryksoverflod til kunstneriske udtryk. Hele byen var en passage for flanør-kunstnerne, som forsøgte at tilegne sig og kortlægge byens omskiftelige og fragmenterede dynamikker. De bevægede sig igennem, observerede, registrerede, for til sidst at føle sig hjemme og velbevandret i storbyens kaos.

Passagen i samfundet

Denne væren imellem, som opstår i passagerne, fremprovokerer en særlig selvreflekterende anskuelsesmåde, som for mennesker i alle kulturer udgør en meget vigtig selvbevidsthedsproces. At dyrke passagen som et processuelt dynamisk overgangsrum, kan blive en integreret del af vores samfund som et kulturelt ritual, der har en vigtig funktion i samfundsmekanismen.

Den grundlæggende idé om passagen som overgangsfase er hentet fra kulturantropologien og Arnold van Genneps tredelte model som antropologen Victor Turner anvender for at forklare overgangsritualer. Modellen består af tre trin eller tre faser: 1) separationen, 2) margination og 3) tilbagekomst (det at vende tilbage). I den første fase separationen, adskilles en gruppe mennesker fra deres gængse miljø og daglige rutiner. I sammenstillingen med de udstillende kunstnere på Nørreport Station kan man sige, at separationen sker i det øjeblik de deltagende kunstnere træder ud af det gængse kunstmiljø. I den anden fase, margination, placeres gruppen i et Limbo – en udefineret gråzone. I situationen hvor man sætter værker op i det offentlige rum og går i dialog med de forbipasserende, er der netop en særlig usikker limbo-tilstand, der præger aktionen. Adrenalinen er høj hos kunstnerne, og der improviseres på stedet uden på forhånd at kende til begivenhedernes gang, for så i den tredje fase, tilbagekomst, at blive sat tilbage til hverdagens normalitet, men nu i en forandret tilstand. Kunstnerne pakker deres ting ned beriget med oplevelser og nye holdninger, der fodrer deres kreative proces og kan indgå som elementer i kommende kunstværker.

Victor Turner kommer i sin bog Anthropology ofPerformance, med flere grundlæggende teorier om fænomenet, den kulturelle performance som en fundamental byggeklods i alle samfund. Ifølge ham og flere andre antropologer især fra 70’erne, er den kulturelle performance en akt, der ikke alene foregår skjult i et tempel, en hule eller et andet isoleret sted, hvor vi normalt ser de traditionelle ritualer foregå: Den kulturelle performance gennemsyrer vores hverdag og kan være alt fra koncerter, karnevaler og taler til mere organiserede seancer og ceremonier. Det særlige ved denne form for ritual er, at dem der deltager i akten, er placerede i et rum, hvor de både er objekter og subjekter på en og samme tid. Om denne særlige refleksive form for væren siger Turner: For such a domain to be truly reflexive, where the same person(s) are both subject and object, violence has to be done to commonsense ways ofclassifying the world and society. The ”self” is split up the middle-it is something that one both is and that one sees and, furthermore, acts upon as though it were another. Det der sker er altså, at et subjekt bruger sin egen refleksion som det objekt, der handles i forhold til.”…. acting upon the self-made-other in such a way as to transform it.”….”Performative reflexivity is a condition on which a sociocultural group, or its most perceptive members acting representativly, turn, bend or reflect back upon themselves, upon relations, actions, symbols, meanings, codes, roles, statuses, social structures, ethical and legal rules, and other sociocultural components which make up their public ”selves”.

At sammenstille konceptet overgangsritual med ideen om passagen som et alternativt rum i samfundet, åbner for nye måder at forstå en væren imellem; at forstå grænser, kultur, kommunikation, kunst og meget andet. Den mentale og fysiske passagetilstand åbner op for nye platforme for diskussion af mange væsentlige problematikker for hele samfundet. Ved at definere og kortlægge de skævheder og utydeligheder som gror ud af en kulturel mellemtilstands spænding, sætter man fokus på potentialiteten i passagen. I det øjeblik samfundet indser dette potentiale, vil man også indse, at interkulturelle kunstnere, hvis liv, sprog, krop og sind er i en permanent mellemkulturel gråzone, netop er eksperter i at indføre os i vores samfunds mindre synlige zoner og deres potentialer.

Potentialet i passagen

Potentialitet er et meget komplekst filosofisk begreb, som ofte siges at være introduceret af Aristoteles, især i form af hans refleksioner over dynamis som står for mulighedens eller potentialitetens kraft. Allerede på Aristoteles tid har man tydeligt skelnet mellem den potentialitet, som vi kender fra et barns endnu uanvendte potentialitet, og den udviklede form for eksisterende potentialitet. Barnets mulighed for at kunne gøre noget er en slags almen og absolut potentialitet, men det er først når barnet har lært for eksempel at skrive, at det har muligheden for at gøre det eller lade være. Det er først når man har gennemgået denne forandringsproces, at man kan tale om en ordnet potentialitet med en evne til at vælge mellem at virkeliggøre potentialiteten eller lade være. Der er altså en stor forskel på, at sige: ”Han kan skrive” om et barn, som vi mener har mulighed for at kunne komme til at skrive engang, når han lærer det, og når vi siger det samme om en mand, der allerede kan alfabetet og derfor kan vælge at skrive eller, endnu vigtigere, vælge ikke at skrive. Det er muligheden for at vælge fra, der adskiller disse to typer for potentialitet. Aristoteles koncentrerer sig mest om den eksisterende potentialitet, da det er den, der rummer potentialitetens sande kompleksitet om sameksistens af muligheden for virkeliggørelse og muligheden for ikke-virkeliggørelse. Det er altså kun i den eksisterende potentialitet og valget mellem aktualisering eller ikke aktualisering, at potentialitetens kraft bliver virkeliggjort. Siden Aristoteles har begrebet potentialitet været brugt i en række forskellige betydninger som: et åbent begreb der kan referere til en kraft, en menneskelig erfaring eller et forhold som sådan.

I forhold til nerven i kunstaktionen på Nørreport Station er potentialitet en modus både for en mental tilstand og for vores evne til at forestille os selvreflekterende mellemtilstande og for det mulighedsrum, der opstår som resultat af kunstnerens konkrete beslutning om at gå ud af kunstscenens trygge og gængse rammer for at vise sin kunst i byrummet, hvor et nyt rum for diskussion kan aktiveres.

At reflektere over sin egen position betyder, at man stopper op og vender blikket mod sig selv. Vores liv er opbygget af passager, der fører os fra punkt A til punkt B, og det er derfor kun ved at gøre ophold i passagen, at vi kan indfange potentialitetens øjeblik. Potentialitetens spændingsfelt er de interkulturelle kunstneres hjemmebane. Deres kulturelle og samfundsmæssige position, som dem der lever i en mellemtilstand, er direkte afspejlet i deres kunst. Deres kunst fastholder og udfolder en dynamisk holdning til fastgroede samfundsmæssige strukturer og handler ofte om de kulturelle oversættelser.

Konceptet om passagen som ophold må først og fremmest etableres som et mentalt rum i vores måde at tænke på. Denne tankegang vil gøre det muligt for os at være i noget og analysere dette væren på en og samme tid. Derefter vil man kunne forestille sig den nye tilgangsmetode blive afspejlet og integreret i flere sociale rum. Mange instanser som tidligere har ligget i samfundets gråzoner og marginaler vil nok blive reetableret. Når passagen får sin berettigede plads og respekt i vores samfund, vil den blive vores nye selvreflektionsrum, i hvilket man er i stand til at analysere sig selv såvel som hele det samfund, man er en del af. Eftersom vores samfund endnu ikke har nået det niveau af mental bevidsthed, kan man kun prøve at opstille midlertidige rammer, der kan sætte nye overvejelser i gang.

Thierry Geoffroys initiativ Emergency Room Mobile, der bringer kunstnere og deres værker på gaden samt diskuterer dem med et forbipasserende publikum, er sådan et forsøg på at gøre passage til ophold. Initiativet er en slags undersøgelse af potentialet i de mellemtilstande, der findes i vores samfund og en visualisering af et tankeeksperiment om passagen som en afgrænset åbenhed, der gemmer på et uopdaget potentiale både som et kunstformat på den gældende kunstscene og som alternativt diskussionsrum i vores samfund.

Skrevet af  Tijana Mišković, 17. marts 2013, København

Standard

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s